
Spænding til det sidste da vi vandt over AGF
12.04.2025 12:00
Det duftede af forår, da vi i dag spillede mod det mest formstærke hold i 2025 nemlig AGF. Vejret var godt, der var masser af folk på tribunen, og humøret var højt til denne provinsklassiker.
AGF’s presspil voldte os store problemer i starten. Det tunge pres betød, at vi havde svært ved at holde fast i bolden, og når vi endelig fik fat i den, havde vi svært ved at spille os ud af presset. At kampens første mål skulle tilfalde os, var derfor også en mindre overraskelse. Efter lidt klumpspil uden for feltet kunne Sophie French sende bolden videre med låret til Zoe Hasenauer, der med en vis elegance sendte bolden over AGF’s keeper og dermed bragte os foran 1-0.
Atypisk for en fodboldkamp betød målet, at AGF’s pres åbnede mere op, hvilket gav en mere åben kamp. Trods det havde begge hold svært ved at spille sig frem til de helt store chancer. AGF testede én enkelt gang Cayla White fra distancen. I den anden ende var vi et køligt venstreben eller den sidste aflevering fra at skabe de helt store muligheder.
Efter 34 minutter kunne AGF udligne til 1-1, da Signe Battrup på flotteste vis sendte bolden i det lange hjørne, hvor Cayla White – trods forsøget – var lovligt undskyldt.
Anden halvleg startede med livligt spil i begge ender. Modsat første halvleg var vi meget bedre med og kom frem til væsentligt mere spil og flere chancer. Det resulterede også i et straffespark, som dog senere blev omstødt.
Stille og roligt kom AGF mere og mere med i kampen. Efter 63 minutter var de dog også foreløbigt tættest på at bringe sig foran, men et par redninger på stregen af vores forsvar betød, at der stadig var balance i regnskabet.
Og så gik det stærkt
I det 68. minut steg Zoe Hasenauer til vejrs og headede os i front med sit andet mål – 2-1. Og før AGF overhovedet havde givet bolden op, stod den 3-1: Anna Bout fandt Ajla Habibovic, der sikkert nettede sit første sæsonmål.
Men glæden varede kort. Blot 90 sekunder senere reducerede Mathilde Rasmussen til 3-2 og pustede liv i kampen igen.
Reduceringen åbnede kampen op på ny. AGF jagtede en udligning, mens vi gik efter at lukke kampen med endnu en scoring. Dette betød, at begge hold skiftedes til at belejre hinandens felt og på skift var ved at tilspille sig store chancer.
I det 86. minut blev vi reduceret til 10 spillere, da Lucy Roberts trak sit andet gule kort. Dermed blev der i de sidste minutter ekstra meget spænding, hvor AGF havde bolden mest, og vi gjorde vores for at parere bolden væk.
Det holdt hele vejen, og dermed sikrede vi os sæsonens første sejr og en fremragende start på påsken.
Kampinfo:
16' 1-0 Zoe Hasenauer
34’ 1-1 Signe Battrup
69’ 2-1 Zoe Hasenauer
70’ 3-1 Ajla Habibovic
72’ 3-2 Mathilde Rasmussen
86’ Udvisning Lucy Roberts
Kampen spiller: Zoe Hasenauer
Opstilling:
Cayla White, Julie Jensen (75’ Madelyn Desiano), Emilie Henriksen, Sophia French (61’ Anna Krog), Ajla Habibovic (87’ Laura Pauli), Dikte Bang (75’ Signe Boysen), Rylan Childers, Meaghan Nally, Anna Bout, Zoe Hasenauer, Lucy Roberts.
Næste hjemmekamp
Næste stribede hjemmekamp er 21. april kl. 13.00, hvor slaget skal slås mod Brøndby IF på Nature Energy Park. Du sikrer dig billet her