
Dikte siger farvel til OB: College-eventyret venter i USA
05.08.2025 14:07
En af OB’s egne profiler tager nu skridtet videre til nye eventyr på den anden side af Atlanten. Dikte Bang, der har været en del af både Team Odense Q, Odense Q og OB Q og blev kåret til årets spiller i 2023, skifter OB ud med collegefodbold i USA.
Dikte Bang tager det næste skridt i karrieren, når hun i de kommende uger pakker tasken og rejser over Atlanten. Den 20-årige midtbanespiller har gennem årene spillet sig op gennem rækkerne i Odense og har været en bærende kraft på OB Q’s førstehold. Nu venter et nyt kapitel, når Dikte Bang starter på Penn State University, som lige nu er rangeret som det ottende bedste collegehold i hele USA.
- Jeg kunne mærke, at jeg havde brug for at prøve noget nyt. Det at kombinere skole og fodbold på et højt niveau er en kæmpe mulighed for mig, som jeg glæder mig til at gribe, fortæller Dikte Bang.
Et nyt eventyr venter
Dikte Bangvil fremover tørne ud for Penn State, hvor hun bliver en del af et stærkt hold med hovedsageligt amerikanske spillere, hvor flere har erfaring fra ungdomslandsholdene.
- Jeg glæder mig mest til at se, hvordan de gør tingene derovre, at opleve den professionelle hverdag og være en del af det setup, som collegefodbolden kan tilbyde. Jeg tror, det bliver en kæmpe udvikling for mig, både som spiller og som menneske, siger hun.
Taknemmelig for OB-tiden
Selvom blikket er rettet mod USA, er det med varme følelser, Dikte Bang ser tilbage på tiden i OB. Klubben har været hendes faste base siden hun var 10 år, og hun fremhæver især de trygge rammer og stærke fællesskab som noget helt særligt.
- OB har været min barndomsklub, og det har været et fantastisk sted at udvikle sig. Det miljø, vi har haft, har betydet meget for mig, både de vaner, man får, og de mennesker, man er omgivet af. Det har været små milepæle hele vejen, og OB har hele tiden troet på mig, siger Dikte Bang
Et af de største minder, Dikte Bang tager med sig, er oprykningen til Kvindeligaen, en præstation, der blev kulminationen på flere års hårdt arbejde.
- Det var noget, vi kæmpede for i rigtig lang tid, så det var en forløsning, da det endelig lykkedes. Og det skete på den helt rigtige måde, fortæller den garvede midtbanespiller.
OB’s aftryk og måske et på gensyn
I OB Q har Dikte Bang været kendt som en dynamisk spiller med stor arbejdsradius og evnen til at bidrage i begge ender af banen. Hun blev kåret til Årets Spiller i 2023 og har optrådt for det danske U23-landshold.
- Dikte har været en vigtig del af vores kultur og holdånd. Hun er en spiller, der altid går forrest med sin energi og arbejdsomhed, både på og udenfor banen. Vi er stolte over at have været en del af hendes rejse, og ønsker hende alt det bedste, fremhæver Sports Manager Peer Lisdorf
For Dikte Bang er det endnu uklart, hvad fremtiden bringer. Hun udelukker dog ikke, at det kan blive et gensyn med OB.
- Det er svært at sige, hvad fremtiden bringer, men jeg håber da på at kunne komme tilbage en dag og bidrage med nye erfaringer. OB vil altid have en særlig plads hos mig, afslutter Dikte Bang.