Laura Pauli Jørgensen forlænger med OB

21.08.2025 09:29

Vi har i dag forlænget aftalen med Laura Pauli Jørgensen, som dermed fortsætter sin rejse med de stribede. Den 23-årige midtbanespiller, der har en fortid på college i USA, ser frem til at bygge videre på sin udvikling i klubben.

‎ Vi er glade for at kunne fortælle, at Laura Pauli Jørgensen har skrevet under på en forlængelse med OB Q. Laura har været stribet siden 2023, hvor hun fik debut mod AaB og har siden da etableret sig som en vigtig del af truppen. At det er blevet til en forlængelse, skyldes flere faktorer, men blandt andet fordi hun nyder at være i klubben og ser en fremtid
 
- Jeg har valgt at forlænge, fordi jeg føler, at jeg stadig har noget at bidrage med til holdet og klubben, udtaler Laura Pauli Jørgensen. 

- Jeg trives rigtig godt i OB både på og udenfor banen, og det giver mig motivation til at fortsætte rejsen her. OB betyder meget for mig. Det er en klub med stærke værdier, gode mennesker og en professionel tilgang til kvindefodbolden. Jeg er stolt over at være en del af et miljø, hvor udvikling og fællesskab går hånd i hånd

Sports Manager Peer Lisdorf om forlængelsen

- Pauli er en spiller der altid formår at give 100 procent til både træning og kamp. Hun har nogle tydelige spidskompetencer i hendes rolle på den defensive midtbane, som jeg er meget glad for fortsat at kunne sætte i spil på holdet. 

- Samtidig taler det også rigtig godt ind i vores strategi om at satse på lokale spillere. Laura har været i klubben i to sæsoner nu, og bringer noget kultur og erfaring til holdet.

Større ansvar og stærk præstation

Med forlængelsen er Laura Pauli Jørgensens mål klare. Hun ønsker at fortsætte sin personlige udvikling og samtidig være en stabil og positiv faktor i truppen.

- Næste skridt for mig er at bygge videre på mine kvaliteter, forklarer Laura og fortsætter

- Jeg vil fokusere på at blive skarpere i mine aktioner og tage mere ansvar på banen – både defensivt og offensivt, alt efter min rolle."

Forud for den kommende sæson er Laura Pauli Jørgensen klar til at levere en stærk præstation.

- I kan forvente en spiller, der arbejder hårdt og giver sig 100 % for holdet. Jeg går ind til den nye A-Liga sæson med ambitioner om at præstere stabilt og hjælpe holdet med at tage endnu flere point og gerne være med til at overraske nogle af de etablerede hold.

Laura Pauli står noteret 30 kampe i stribet.