
Lærke Tingleff er ny midtbanegeneral hos OB
25.07.2025 10:00
Vi er glade for at kunne meddele, at Lærke Tingleff er ny leder på midtbanen i stribet. Hun kommer til klubben efter at have tilbragt sin hidtidige karriere i andre topklubber i dansk fodbold.
Vi er begejstrede for at byde Lærke Tingleff velkommen til OB Q. Lærke er en vinder-spiller med mesterskaber og pokaltitler fra både FC Nordsjælland og Brøndby IF, og hendes skifte til OB Q markerer et spændende nyt kapitel i hendes karriere. Med sine 26 år er Lærke en erfaren spiller, der skal og som ser frem til at bidrage til vores ambitioner og fortsætte sin udvikling i de stribede farver.
"Jeg valgte OB, fordi det virkede som det rigtige næste skridt for mig," udtaler Lærke Tingleff om sit skifte. "Det er en god klub, og jeg har hørt godt om setuppet og måden, man gør tingene på. Jeg havde også nogle gode snakke med Peer inden skiftet, så det har klart været en faktor for mit valg."
Et erfarent overblik på midtbanen
Det er ikke nogen hemmelighed, at Lærke trækker aldersgennemsnittet op i truppen - og det er netop noget som Sports Manager Peer Lisdorf, fremhæver når han skal beskrive hvorfor han er glad for at have Lærke i truppen.
- Lærke er en leder-type, og det får vi brug for på midtbanen og på holdet generelt. Derudover er hun den klassiske centrale midtbanespiller, og som en god leder så har hun også det store overblik med og uden bold.
- Jeg håber desuden også, at folk bemærker, hvor godt hendes spark er, og at hun teknisk spiller på et højt niveau når hun vil spille på Nature Energy Park, fortæller Sports Manager Peer Lisdorf
En ansvarlig holdspiller med vindermentalitet
Lærke Tingleff er kendt som en spiller, der altid giver sig fuldt ud og kæmper for sine holdkammerater på banen - hvilket man ifølge hende også skal forvente i den stribede trøje. Hun brænder for at deltage i spillet og være i boldbesiddelse for at sætte sine medspillere godt op.
Derudover forventer hun også at kunne tage en ny vinderkultur med til klubben. Hun kommer nemlig med et medaljeskab, hvor der både er ligatitler og pokaltitler - titler, der ikke bare er kommet af sig selv, men også via en stærk vinderkultur.
- Man kan forvente, at jeg altid giver mig fuldt ud, og at jeg kæmper for mine holdkammerater, fastslår Lærke og fortsætter
- Jeg har været en del af store vinderkulturer og håber at kunne hjælpe med at bygge videre på den allerede gode kultur her i OB.
Vi ser frem til at opleve Lærke Tingleffs bidrag på banen og i omklædningsrummet og er overbeviste om, at hun vil spille en central rolle i OB's fremtidige succes.
Lærke står noteret 70 kampe i Gjensidige Kvindeligaen. og har også 28 U-landskampe på CV’et. Derudover har hun vundet DM-guld i 2018/19 og 2023/24, mens at hun vandt pokaltitlen i 2018, 2020, 2023 og 2024.