Offensiv profil med flair og mål: Mille Bech er klar for OB

27.07.2025 12:00

Vi forstærker truppen med den alsidige offensivspiller Mille Bech, der kan dække alle tre offensive positioner. Den 21-årige offensive spiller kommer til Odense med solid erfaring fra både Kvindeligaen og ungdomslandshold.

‎Vi er utrolig glade for at kunne byde Mille Bech, 21, velkommen til OB. Mille har tilbragt en stor del af sin karriere i B.93, hvor vi har hentet hende. Hun er nu klar til at tage det næste skridt i sin udvikling her hos os. Med skiftet til Odense får Mille en ideel platform til at udvikle sit talent yderligere, og vi glæder os til at se hendes bidrag, når vi sammen kæmper om at nå vores mål i Kvindeligaen. 

Mille Bech ser selv skiftet til OB som den perfekte mulighed for at forfølge sine ambitioner:

- Da OB henvendte sig med muligheden for at komme til at spille og vise mig frem i landets bedste række igen, var jeg ikke i tvivl, udtaler Mille Bech om sit skifte.

- Min drøm er at se, hvor langt jeg kan nå med min fodbold, og her er jeg sikker på, at OB er det helt rette skridt på min vej. Jeg føler, at tiden nu er inde til nye udfordringer, og jeg har været utrolig glad for min tid i B.93, hvor jeg har haft nogle fantastiske trænere, som har set og brugt mine kvaliteter på banen.

En alsidig spiller og aggressiv vindertype

Sports Manager Peer Lisdorf er begejstret for at tilføje Mille Bech til truppen. Han kender Mille fra tidligere og ser frem til at kunne gøre brug af hendes offensive alsidighed, 

- Mille er en teknisk driblestærk spiller, der er lidt af en schweizerkniv. Hun kan dække alle offensive positioner, samt tage en tørn på den centrale midtbanespiller. Som en rigtig driblestærk spiller, så er hun god til at udfordre 1-1, kan sætte modstanderen og har et rigtig godt spark.

- Menneskeligt er hun en aggressiv vindertype, det oplevede jeg selv da jeg havde hende i b.93. Den mentaltitet er guld værd på holdet, og jeg ser frem til at den smitter af i resten af truppen.

En målrettet offensivspiller med et vinderinstinkt

Mille Bech beskriver sig selv som en offensiv, teknisk stærk spiller, der har et skarpt øje for sine medspillere. Hun sætter gerne andre op, men er også sulten efter selv at lave mål. På banen giver hun sig altid 100%, og så hader hun at tabe. Derudover ser hun også frem til at spille i Gjensidige Kvindeliga igen, hvor hun står noteret for 27 kampe, samt muligheden for at udvikle sig yderlig. -

- Jeg glæder mig rigtig meget til at spille i Kvindeligaen igen, for det er her, jeg bliver presset og udvikler mig mest, siger Mille. 

- Nu hvor jeg er kommet til en lidt større klub, ser jeg også frem til at spille på et hold, som ikke kun skal spille for overlevelse, men faktisk også være med til at præge og skabe kampene på egne præmisser. Det glæder jeg mig til, afslutter hun.

Mille Bech tiltræder i truppen pr. Dags dato. Hun står noteret for 27 kampe i øverste række og 15 U-landskampe på div. Danske U-landshold.