Sofie Thrige er ny spiller i stribet

03.08.2025 12:18

Vi er stolte at kunne byde velkommen til Sofie Thrige, der efter flere sæsoner i B.93 nu tager turen til Fyn. Den 29-årige forsvarsspiller glæder sig til at bidrage med ro og lederskab på holdet.

‎Vi er stolte over at kunne annoncere tilgangen af Sofie Thrige, som har valgt OB Q som sit nye hold. Efter en årrække i B.93 følte Sofie, at tiden var inde til nye udfordringer. Hendes skifte til OB Q giver hende muligheden for at prøve sig af på et højere niveau og i et nyt miljø.

- Jeg følte, det var tid til at søge nye udfordringer og eventuelt prøve mig selv af i et nyt miljø og på et lidt højere niveau, hvis muligheden tilbød sig, siger Sofie Thrige, og fortsætter; OB er en spændende klub, der er på vej fremad og som allerede har vist sig godt frem i ligaen. De har et godt setup og en stærk trup, og så kommer jeg forhåbentlig til at udvikle mig, når jeg spiller i et mere konkurrencedygtigt miljø.

En erfaren og bundrutineret forsvarsspiller

Sports Manager Peer Lisdorf er også begejstret for tilgangen af Sofie Thrige. Han kender hende fra tidligere, og ser frem til at kunne gøre brug af hendes kompetencer på banen, samt det hun bidrager med udenfor banen.

- Sofie er en rutineret og bundsolid forsvarsspiller, som har en lang og stabil karriere på øverste hylde i dansk fodbold bag sig. Det er en type erfaring, der er guld værd for os, og som hun kan bringe ind i truppen både på og uden for banen. Sofie er en ægte holdspiller, og hendes positive personlighed og lederskab vil være en stor gevinst for hele holdet.

- Hendes evne til at læse spillet er fantastisk, og sammen med hendes hurtighed gør det hende dygtig til at bryde modstanderens pasninger. Derudover er hun god med bolden og bliver en vigtig brik i vores opbyggende spil. Jeg kender Sofie fra tidligere, og jeg ved præcis, hvilke kvaliteter hun bringer med sig. Jeg er ikke i tvivl om, at hun bliver en kæmpe gevinst for OB Q, afslutter Peer Lisdorf.

En pålidelig spiller med ro og mod

Sofie Thrige beskriver sig selv som en troværdig og pålidelig spiller, der altid går på banen med et positivt mindset. Hun håber på at kunne bidrage med ro, en god pasningsfod og fart til holdet. Som en af de mere erfarne spillere vil hun bruge sin stemme og sit overblik til at gå forrest.

- Jeg spiller med en ro og er verbal i mit spil. På den måde håber jeg på, at kunne gå forrest og guide mine holdkammerater, hvad enten det er på træningsbanen eller i en kampsituation, fortæller Sofie og fortsætter, Derudover kan man forhåbentligt se en god kombination af mod og sikkerhed i mit spil, afslutter den nyeste tilføjelse til truppen

Sofie Thrige har tidligere spillet for Team Viborg, IF Lyseng og Aarhus 1900. I sidste sæson fik hun 20 kampe for b.93. Sofie Thrige indtræder pr. Dags dato i truppen.