
Stribet sejr i Midtjylland
06.10.2025 13:07
Lørdag den 4. oktober tog vi turen over Lillebælt for at møde FC Midtjylland, og med stærkt spil, en sikker straffescoring og et debutmål fra bænken kunne vi tage sæsonens første tre point med hjem til Odense.
Vi tog turen over Lillebælt med ambitionen om at tage tre point med hjem. Og troen på en sejr i Midtjylland var stor. Vores seneste møde med ulvene fra Herning havde efterladt et resultat, som Sportsmanager Peer Lisdorf ønskede at revanchere:
– Det er ikke så længe siden, vi mødte dem sidst, og hvis der er noget, der stadig nager pigerne, så er det dét nederlag. Vi følte virkelig, vi kunne have fået point i den kamp. Derfor bliver det nemt at sætte spillerne op til opgøret.
Tre stribede mål blev til tre point
Og nemt blev det, for vi kom bedst fra start og satte os hurtigt på kampen. Efter 17 minutter fik vi tilkæmpet os et straffespark, som Mille Bech sikkert omsatte til 0-1.
I anden halvleg blev midtjyderne reduceret til ti spillere, da en af deres forsvarere nedlagde Liv Rasmussen som sidste mand og fik direkte rødt kort. Herfra tog tingene for alvor fart.
Først øgede Anna Krog til 0-2 efter en flot aktion, hvor hun afskærmede bolden og beslutsomt smaskede den i nettet. Kort efter kom Sille Kloock på måltavlen, da hun kun otte minutter efter sin indskiftning scorede til 0-3, hvilket var hendes første mål for striberne.
Kampen var stærk præstation og en vigtig sejr for os, som tydeligt viser, hvad vi er i gang med at bygge op – og som giver ekstra selvtillid og gejst til de kommende kampe.
Anna Krog var også begejstret for sejren og er overbevist om, at den kan give holdet et ekstra skub fremad i resten af sæsonen:
– Det giver helt sikkert et selvtillidsboost på hele holdet, og det betyder også, at vi ikke ligger helt i bunden, sagde hun efter kampen.
Hun fremhævede samtidig holdets evne til at holde intensiteten gennem hele kampen:
– Vi formår at blive ved, selvom vi bliver presset efter vores første mål. Vi bliver ved med at stå højt og presse på, og det førte også til, at de fik et rødt kort – noget, der kun faldt ud til vores fordel.
Næste opgør er Supermatch, hvor vi på lørdag den 11. oktober byder HB Køge velkommen på Nature Energy Park. Kampen fløjtes i gang kl. 13 og er sponsoreret af Sparekassen Danmark, så du kan frit hente billetter HER.