
Meryem Baskaya med debut på U23-landsholdet i Spanien
20.04.2026 09:38
Meryem Baskaya fik spilletid i begge Danmarks kampe på den seneste landsholdssamling i Spanien, hvor U23-landsholdet spillede to træningskampe mod henholdsvis USA og Skotland.
Meryem Baskaya fik besked torsdag den 9 april, og allerede lørdag den 11 april satte hun sig sammen med resten af truppen på flyet mod Spanien, hvor der ventede to spændende testkampe. Samlingen blev samtidig hendes debut på U23-landsholdet, efter at have repræsenteret Danmark på U16-, U17- og U19-niveau.
I den første kamp mod USA blev hun sendt på banen efter 61 minutter. Opgøret endte 1-1 efter ordinær spilletid, men Danmark måtte se sig slået i straffesparkskonkurrencen.
I den efterfølgende kamp mod Skotland kom Meryem Baskaya ind efter 70 minutter. Her endte kampen også uafgjort efter 90 minutter, men denne gang trak Danmark det længste strå og sikrede sejren på straffespark.
Efter samlingen sætter Meryem selv ord på oplevelsen:
– Det har været virkelig fedt at være afsted. At kunne matche sig med de allerbedste var en kæmpe oplevelse. Det var også fedt at se sig selv i den internationale matchning, især mod USA, som er en af de bedste nationer i verden.
Hun peger samtidig på, at turen havde en særlig betydning:
– Det var helt specielt at få den rød-hvide trøje på igen. Sidst jeg havde den på, var til EM-kval i 2024, hvor jeg desværre fik en længerevarende skade med et delvis revet korsbånd. Derfor var det ekstra fedt at komme med igen og få en succesoplevelse.
Efter en god og lærerig uge vender Meryem nu hjem til Odense med værdifuld erfaring i bagagen.
– Jeg glæder mig til at tage de erfaringer, jeg har fået på turen, med hjem på træningsbanen i OB, afslutter hun.
Næste opgave venter allerede i weekenden, hvor holdet lørdag drager over Storebælt for at møde Østerbro IF i Valby Idrætspark kl. 14.00.





