- VI SKAL GÅ ALL IN FOR AT FÅ DE TRE POINT

28.09.2026 14:00

Efter pointdelingen mod ASA venter AGF i morgen, når vi igen skal i aktion på Nature Energy Park kl. 18.00. Emilie Henriksen ser frem til en vigtig kamp, hvor holdet skal bygge videre på de positive takter fra seneste opgør.

Det er nu blevet tid til endnu en kamp for vores kvindehold. Denne gang gælder det AGF, som gæster os på Nature Energy Park, hvor jagten på de tre point går ind.

Selvom kampen mod ASA endte uden en vinder, var der flere gode takter, som vi skal fortsætte med at bygge videre på.

- Vi skal tage den energi med, som vi havde i kampen mod ASA. Vi har manglet den i de sidste kampe, så det var rigtig godt for selvtilliden at få point med hjem fra en kamp, hvor vi viser den energi og intensitet, som vi gjorde, lyder det fra Emilie.

Emilie fremhæver, at en vigtig del af vores videre arbejde frem mod kampen i morgen har været at fastholde det defensive arbejde, samtidig med at der offensivt skal findes løsninger, så vi får skabt flere chancer.

- Vi står godt i vores forsvarsspil. Vi stod godt imod i seneste kamp, der var præget af mange stærke dueller. Dog skal vi være skarpere i vores gennembrudsspil. Vi formår ikke at skabe nok chancer, og det bliver for meget lige ved og næsten, lyder det.

Kampen mod AGF bliver dermed en mulighed for at bygge videre på det, vi viste i kampen mod ASA, samtidig med at der skal findes et større offensivt udtryk. Og med tre point på spil er Emilie ikke i tvivl om, hvad der skal til, når vi i morgen går på banen på Nature Energy Park.

- Kampen mod AGF kommer til at minde meget om den seneste mod ASA. Derfor er det vigtigt, at vi lægger på offensivt, samtidig med at vi bygger videre på det defensive. Men det vigtigste er næsten, at vores gamechangere er lige så afgørende, når de kommer ind, og er kampinvolverende og afgørende, som de var i sidste kamp. Det er med til at gøre en forskel for os, siger Emilie, inden hun fortsætter:

- Vi skal gå all in for at få de tre point, da det vil betyde, at den første halvdel af sæsonen har været fornuftig.

Du kan sikre dig billet til opgøret her. Stadion åbner allerede kl. 17.00.